I opslagsbogen “Vestens sygdomme” fandt jeg en beskrivelse af den alment forkommende sygdom “hundeejer”, latin: hundus idiotus, er en sygdom med et langt forløb. Den kan ramme alle, uanset køn, alder eller tidligere status i samfundet. Tendenser tyder på, at den i visse tilfælde er arvelig. Langtidsstudier har vist, at heldbredprocenten er meget lav.

Første symptom er, et ofte skjult ønske om hund, mange gange, med en diffus baggrund. Sygdommen slår for alvor ud, når patienten har købt hund. Da ses de ude uanset vejr, regn, hagl eller sne.

Under den bedste sende tid på TV, vandrer de omkring som zombier, med deres hunde.

Et andet symptom som er meget almindeligt, er at personen der snakkes om, ses springende rundt i skoven, med et tomt halsbånd i hånden, samt et ansigts sprog som skifter fra høj rød til en blå agtig nuance- vildt skrigende “kom heeer!” Erfaringer siger, at man ikke skal forsøge at få kontakt med den noget hysteriske hundeejer, da dette er totalt meningsløst i situationen, som beskrives her.

Ellers ses hundeejere ofte på gadehjørner eller ligende i nær samtale med andre hundeejere, trods det, at de beviseligt aldrig har mødt hinanden før.

Til højtider køber patienten ofte kødben og hamburger i plast (men indbygget pip) for at pakke det smukt ind i gave papir, for derefter at gemme dem til jul.

Da tages pakken frem under højtidelige former, for at foræres til en, begribelig nok, uforstående hund. Meget tid, og mange anstrengelser lægges altså i gaverne til jul, og til hundens fødsels- og evt. navnedag.

På et senere stadium ændres sygdomsbilledes til bl.a. af omfatte søvnvanskeligheder, samt en mere letsindig indstilling til penge. Tidligt om morgenen, fortrinsvis lørdag og søndage, ses de pakke deres biler med madkurve med ekstra meget mad, rygsække, små sammenklappelige stole, tæpper, hunde, søvnige unger, samt modvillige ægtefæller. Efter varierende timers bilkørsel, tilbringes dagen som f.eks.

A: Siddende på de medbragte teltstole i flere timer, intensivt opmærksom på andre patienter, som springer rundt i en firkantet ring. Derefter springer de selv et par runder, og får forskelligt farvede bånd. Som de viser på forskellige måder, enten i glæde, sorg, vrede- eller skuffelse. Værdien af båndene er ca. 10-15 øre, og udgifterne til sådan en dag ligger mellem kr. 300 – 500.

B: siddende på teltstole i flere timer, intensivt opmærksomme på andre patienter. Som robotter går de, på for eksempel en græs bane, og gør umotiverede stop, eller små spring, og hele tiden stift stirrende fremefter. Derefter går de med egen hund frem og tilbage på ovennævnte græsplæne, nøjagtigt i samme fodspor, som om de har gået der før. Til og med her er indtægter og udgifter meget ujævn fordelt.

Behandling:

Når ovennævnte beskrivelse af symptomerne godkendes, findes der ingen tvivl om, at sygdommen har fået fæste, og behandling kan være resultatløst. For størst mulig chance for at behandle en sådan person, som er ramt af hundeejer-sygdommen, bør samtaleterapi sættes ind,  allerede ved første symptom. Umyndiggørelse er ikke at anbefale, trods det har været almindeligt frem til vore dage.

Videnskablige undersøgelser har vist, at hunde ejeren yderst sjældent udgør nogen fare for samfundet, og at hunde ejeren ikke selv oplever sin sygdom som noget særligt.

Da de jo som regel er  ganske glade og fornøjet, kan man med god samvittighed lade dem røre ved en, og se dem som et synligt indslag i vort samfund.

Tja, hvem kan ikke nikke genkendende til bare nogle af disse sygdoms tegn??