Vi skal helt tilbage til år 430 – 355 før vor tidsregning. Her levede der en person som hed Xenophon. Han levede i Grækenland, og var blandt andet godsejer, rytter og jæger. Han skrev en bog som må betegnes som verdens ældste hundebog. I bogen fortæller han om harejagt og at den ikke drives for sportens skyld. Man gik på jagt for at fange haren og det gjorde man med net. Til hjælp havde man nogle små, langørede drivende hunde, som drev vildtet frem til jægeren. Bogen hedder Cynegeticos.
Den romerske forfatter Arrian, der levede fra år 96 til år 180, og altså blev en meget gammel mand, var historiker. I sit værk “Bogen om jagten repeterer han Cynegeticos, men tilføjer at disse hunde havde en meget stort og karakteristisk glam. Man ved ikke med sikkerhed om disse hunde som blev anvendt i Grækenland og Romerriget, virkelig var beagles, men der er dog noget som kunne tyde i den retning. Det var små hunde med lange ører. Deres natur var at opspore vildtet og forfølge disse med en høj glammende røst. Det er derfor også interessant at studere en bog som var skrevet af endnu en romer, som hed Oppian. Oppian levede i det andet århunderede, som var Romerrigets storhedstid. Oppian skriver i bogen, at de hunde, vi godt kan tro er “vores” race også findes i England. “There is a certain strong breed of hunting dogs, small but worthy of sublime song, which the wild tribes of painted Britons maintain” Dette er naturligvis skrevet på latin men her oversat til engelsk. Samme Oppian menes også at være ophavsmanden til følgende digt. Også den er oversat til engelsk – århundreder efter at den blev skrevet.
Kønt er det: There is a kind of dog of mighty fame for Hunting, worthier of a fairer frame By painted Britons brave in war they’ – re bred Are Beagles called, and in the Chase they led; Their bodies small….
Se hvis denne tekst virkelig er ægte romersk, så ville beaglen være verdens ældste, navngivne race. Men såden er det nok ikke. “Æren” for navngivningen tilkommer nok bedst en tidlig og noget upræcis oversætter af den romerske tekst, for ordet “Beagles” kendes først mere end 1000 år efter Oppian skrev disse ord. Ingen af os, ville kunne genkende disse hunde som beagles, men lad os stille os tilfredse med at racens type har eksisteret fra før Kristi tid. Det er derfor ikke usansynligt at hundene meget tidligt er vandret med jægere fra Grækenland op til det europæiske fastland, og senest med den romerske invasion er blevet bragt til England.
Den første “nutidige” kilde om beaglen stammer fra England. Faktisk er den dansk. Det er nemlig i The Forest Laws of King Canute, altså Knud den Store’s lovgivning om land og skove, at man møder hunden. Knud den Store forbyder nemlig hunde adgang til Kongens skove, bortset fra Sheepdogs og “The Langehern”. Disse sidste, nævnt med et gammelt dansk ord, fordi de var for små til at skade Kongens hjortevildt. De danske vikingekongers efterkommere tabte England til normannerne i 1066, hvor The Talbot kom til England. Det var en stor hund som til forveksling ligner vore dages blodhund. Udover at navngive engelske kroer har hunden haft betydning som stamfader til både “southern” og “northern Hound”. Disse to varianter danner grundlaget for udviklingen af de engelske houndracer. De beskrives som en stor, langsom hund, med lange hængeører og masser af løst skind. Hundene havde desuden en fremragende næse og en melodiøst stemme. Den nordlige hund var ligeså stor, men mere tør og først og fremmest udviklet ved indkrydsning med greyhounds og ulvehund, men stod tilbage for den sydlige race med hensyn til lugtesansen og stemmen. Til gengæld var den meget hurtigere. Disse efterkommere af de franske houndracer i syd og nord udviklede den rige variation af engelske hounds. Både de store hounds, Blodhunden, den ruhårede otterhound, de forskellige foxhounds, harriers og altså også den mindste af den alle, Beaglen.
Navnet, beagle, ved vi med sikkerhed at det kommer flere steder fra. På det gamle keltiske sprog kendes ordet “beag” på fransk “beigh” eller “bequelle” og både på fransk og engelsk “beagle”. Alle ordene betyder “lille”. Og beaglen var – og er den mindste hound. I 1475 findes navnet første gang på tryk. Der står skrevet i “Squire of Lowe Degree”:”With theyr beagles in that place and a seven score raches at his rechase” Efter 1500 kommer der meget mere kød på historien. Racen er meget tæt på den hund vi kender i dag, og der er bevaret mange kilder. Den engelske krone er en betydelig kilde for de fleste engelske hunderacer, og omtaler ofte beaglen, for racen blev meget populær som harehund, ikke kun hos adel og stormænd, men helt op til hoffet. Fra Henrik d. 8. bogholderi findes notater om udbetaling af penge til Robert Shere, kongens “keeper of beagles”. Dronning Elizabeth d. 1. var så glad for sit pack i Windsor Great Park, at hun lod sig male sammen med hundene. Det var ganske små beagles, hun havde. De blev kaldt “pocket beagles”, og nogle af hendes yndlings hunde var endnu mindre, de såkaldte “gloves beagles”. De var så små, at de, når de sad på armen, kunne gemme sig i skafterne på Dronningens handske. Men dengang var det jo moderne med omfangsrige klæder. Dronningen gik ikke på jagt, men vi ved fra andre kilder, at miniatureudgaven kunne jage. Også musikken havde de, for de blev kaldt “The Queen’s Singing Beagles” – og var så berømte, at pocket beagles i Frankrig i mange år blev kaldt “Les Beagles Elizabeth” Op gennem tiderne havde det engelske kongehus fast beagle packs, som de drev jagt med enten til fods eller på hest. Op til Dronning Victoria som elskede sine hunde så meget at hund drev opdræt og udstillede dem flittigt. Både hun og Hendes mand Albert havde et helt beagle pack både i Windsor og på Alberts gods Cumberland Lodge.
Med Dronning Victorias er vi nået til den tid hvor hundesporten begyndte at gribe om sig både i Europa og i USA. The Kennel Club blev oprettet i slutningen af det forrige århundrede. Her begyndte de første udstillinger og de fleste racer fik skrevet deres første standarder. Dette var nødvendigt fordi de forskellige opdrættere fik deres dyr vurderet og bedømt. Det var også på denne tid at de mange engelske hundebøger blev udgivet. I bøgerne fremtræder beaglen som en udpræget jagthund. Bøgerne beskriver racen og dens forskellige varianter. Efter en nedgangsperiode i 1700 tallet og begyndelsen af 1800 tallet hvor den store mode var jagt på ræv med fox-hounds, som blev fulgt til hest, blev det igen i slutningen af 1800 tallet populært at følge et syngende beagle-pack til fods. Prins Alberts interesse for denne sport har uden tvivl haft stor betydning. Derfor er de mest fremtrædende beagles i de klassiske hundebøger da også fremtrædende jagthunde. Men størrelsen har været meget op og ned, også dengang. Bogen Stonehenge gør også meget ud af, at en rigtig beagle ikke skal være en lille harrier, men en harmonisk lille hund med kraftige lemmer og lange, bløde ører og en størrelse mellem 12 og 14 engelske tommer. Men det er nu ikke jagt det hele. Allerede dengang, midt i det forrige århundrede, var beaglen en højt elsket selskabshund. Og den blev behandlet, ganske som vi i dag behandler denne herlige lille race.
