Det følgende er mine egne personlige holdninger til træning /aktivering af hunde. Jeg har IKKE de gyldne nøgler og fordi det har virket for mig, er det ikke sikkert det virker for alle andre. Sidst men ikke mindst handler træning altid om ens egen holdning og oplevelse af tingene. Som hunde ejer udvikler man sig hele tiden – man gror med rollen, kan man sige. Derfor er mit råd også, at hvis man er uerfaren hunde ejer – måske står med sin første hund – eller bare generelt er usikker, bør man opsøge råd og vejledning – enten gennem sin opdrætter eller via beagleklubben. Via beagleklubben kan man få mange redskaber til hvordan man kommer videre.
De som læser med på mine sider herinde har jo nok dannet det indtryk at jeg ikke vil være at finde på en træningsbane. Denne holdning har jeg ofte fået på puklen af – hvilket dog bare preller af på min rustning – for jeg har jo “set lyset” kan man sige.
Jeg forstår naturligvis at mange gerne vil dyrke agility, rally og lign. med deres hunde på hobby/konkurrence plan – ligesom nogle ser det som et must at DE SKAL GÅ TIL HVALPEMOTIVATION – grundlæggende er det op til folk selv – men for mig er det bare ikke nødvendigt for at kunne få en god og velfungerende hund – hunde er ikke cirkus artister – de er hunde og skal behandles og ses som en sådan.
Da jeg fik min første hund – som var af racen dalmatiner – fik jeg tilbudt gennem opdrætter at gå til hvalpemotivation med Pongo. Dengang var jeg jo lidt grøn, selvom jeg er vokset op med hunde – hunde som jo var mine forældres ansvar – så havde jeg allerede i baghovedet at den slags træning lød forkert i mine øjne og ører. Min far gik ikke til træning med vores cockere – han havde den indstilling at de jo var hunde – hunde skulle ud i luften og luftes ved skov og strand – have en almindelig opdragelse – være respekteret som familiemedlemmer – så træning kunne kan ikke se hvad det skulle bruges til. Denne holdning smittede jo nok en del af på mig og nu stod jeg her med min 3½ måned gamle dalmatiner – og skulle gå til hvalpemotivation – for det gjorde man jo – det var så moderne – sagt med andre ord – man kunne virkelig ikke holde hund hvis ikke man gik til sådan en grundlæggende træning.
Nå – jeg fulgte trop – og begyndte at følge “træningen” som foregik via DKK og en hundeinstruktør. Træning er vel så meget sagt, det var mere sådan nogle små lektier vi fik for – som at næste gang skulle hunden kunne “sitte” pænt foran ejer – eller “dække” – man så hvordan det skulle gribes an – så skulle man i ugens løb “lave sin lektie” og så vise at ens hund nu kunne det – eller ej.
Ganske langsomt ændrede jeg helt holdning – jeg kunne simpel hen ikke fatte hvad det skulle til for – hvorfor i alverden skulle min hund kunne “sitte” på et x antal dage – hvis han ikke var parat til at lære det endnu?
Kovendingen kom en aften til træning – hvor vi skulle øve indkald på vores hunde – og lige præcis den aften var min Pongo bare opsat på andre ting. Han ville hellere sidde og kigge – eller gå rundt og snuse – men jeg skulle vise at han kunne komme. Derfor blev han iført en lang line og når han så løb linen ud – at den ikke var længere – så skulle han nok lære at komme, sagde instruktøren. Jo tak – det skal jeg love for – Da Pongo løb linen ud og snoren strammedes så gav det sådan et ryk i ham at han faldt om på jorden – halvkvalt og gispende – så blev jeg gal og sagde at jeg nok skulle lære ham det på en anden måde.
Da vi senere var færdig med “opvisningen” skulle vores hunde “socialiseres” af hinanden – så blev de sluppet løs og sprang rundt oven på hinanden i en stor pærevælling. Forestil dig 10 hvalpe i alderen fra 10 uger og til 16 uger 🙄
Pludselig blev Pongo tændt af et eller andet – og stak i rend og med ham løb alle de andre hunde – ud over marken – bagefter fulgte instruktør og xx antal ejere med viftende arme og ben – for deres kostbare hunde blev jo bortført at min møgkøter.
Jeg husker jeg blev stående – jeg tænkte ikke et øjeblik på at løbe bagefter – i stedet begyndte jeg at gå op til bilen og det må Pongo havde spottet – for han hakkede bremsen i – vendte rundt – med alle hunde og mennesker bagefter sig – løb han i retning af mig – op på parkeringspladsen – lige hen til mig og satte sig foran mig – for nu skulle vi hjem 😀
Jeg glemmer aldrig de borende blikke fra både ejere, som instruktør 🙄 – Ja det var min sidste hvalpemotivations øvelse – derefter blev jeg væk og jeg har ikke sat mine ben på en træningsbane siden.
I de år jeg havde Pongo – knap 6½ år blev han – da opdagede jeg at min fars måde at holde hund på, var meget indgroet i mig – min hund skulle være hund. Pongo lærte over tid at kunne de fleste ting – almindelig opdragelse kalder jeg det – han lærte også at komme når der blev kaldt – for da mine egne instinkter trådte i kraft – så lærte han i takt med at han var klar til det.
Jeg har læst et hav af bøger, nogle bedre end andre. Noget er blevet hængende fra min læsning og andet er glemt. Grundlæggende er bøger om hunde gode, hvis man står som førstegangs ejer med en hvalp der skal til at lære at begå sig i denne verden.
Opgaven at have en hund kræver at man altid har et åbent sind og udviser respekt for det dyr en hund er – husk at lille søde “Fido” faktisk har ulvegener i sig – hele 98 % så meget ligner vores hunde ulven. Vi mennesker snakker et sprog med mange dialekter – det er ganske enklet umuligt at bruge den samme tone igen og igen når man “snakker” med sin hund. Hunde “snakker” i modsætning til mennesket et sprog der er tavs men et yderst stærk sprog – som lader enhver hund vide hvad der menes.
Når man “kun” har en hund er dette sprog sværere at forstå – det kræver naturligvis også at man har en interesse i at forstå sin hund. Når man som jeg har flere hunde er det noget nemmere, at se og læse det sprog – det er et meget interessant studie at se hvordan flokken “snakker” med hinanden – via puf med både pote, snude mv og lyde – alle mulige nuancer af lyde – og gennem denne iagttagelse har jeg lært meget om hundesprog, som jeg igen kan overføre til dem når jeg “snakker” med dem – det er altid tonen i stemmen som hunden lytter til – denne tone skal være ens hele tiden, og kortfattet – derfor bruges kun een tone til det du vil have hunden skal gøre – eks.vis. “sit” – vælg tonen med omhu – lær den og husk den – så kommer du længst ved at “snakke” med din hund.
Da jeg fik Charlie 2½ år gammel – min ældste beagle – som omplacering – da var han grundlæggende sin egen. Han kunne ikke “høre” – han kunne ikke “komme” – mv.
Charlie havde jo levet et mindre aktivt hunde liv til da. Han var blevet sin egen – men dog meget charmerende beagle. Han var meget social og søgte vores selskab og efterhånden som tiden gik og han fik mere og mere tillid til os, søgte han os mere og mere. Jeg lod ham selvom tempoet. Jeg havde ikke noget hastværk med at han skulle gøre det her på et givent tidspunkt. Han skulle bare være hund, komme på gå ture – noget han måtte trænes op til, da han ikke kunne holde til at gå så meget, da vi lige havde fået ham. ½ time, så gik han “død” i flere timer, så hans kondition var ringe.
Da jeg efter 2-3 måneder begyndte at træne indkald på Charlie foregik det i lang snor. Når vi gik oppe i “vores” område var han i ført 8-10 meter snoren og så var det nærliggende at træne indkald. Det krævede godbidder, for vejen til en beagles hjerte går nu engang gennem maven 🙂
Charlie var lærenem – og hurtig fattede han det med indkaldet – ligesom han lærte andre små tricks meget hurtig. Men den mest grundliggende “træning” bestod i, at vi bare var sammen – at han var en del af familien. Vi havde og har ingen forbud mod, at vores hunde ikke må være bestemte steder. De må være overalt i huset. Jeg tror på at ligesom med børn, så er det også sådan med hunde – at jo mere de er med, jo mere trygge og tillids fulde bliver de – og det er vejen til al indlæring.
Derfor var det jo ret nærliggende at vores to tilkommende beagler – Oscar – som vi fik 8 uger gammel i oktober 2007 – Og Darwin – som vi fik i maj 2010, 8 uger gammel – også skulle “flaskes” op via denne metode.
Her hos os er vores beagler et meget vigtigt omdrejningspunkt. Hele familien er bag det her kan man sige.
Vores hunde får lov at være hunde – der stilles ikke krav til at de skal de her ting – hen af vejen har de stille og roligt lært at opføre sig pænt – gennem ro, konsekvens og en meget stor kærlighed til den enkle hund.
Det som er det vigtigste er at de hvalpe vi har haft – ikke er kommet udenfor vores grund før de har været mellem 14-16 uger – i denne periode fra 8 ugers alderen og indtil 14-16 ugers alderen da ligges grundstammen til en god flok – det er derfor afgørende vigtig at man i den periode lærer hvalpen hvor den hører til i flokken. Alt det med socialisering kommer senere – og hvalpen vil derfor også været meget bedre til at møde omverden og dermed andre hunde – når lederskabet ligger på plads.
I den periode mellem de 8-16 uger kan man stille og rolig vænne hvalpen til lyde og lære den små tricks , samt få gang i en hverdag som er nogenlunde ens – for den skal ikke også forholde sig til den “store vide verden” – det kan tidsnok komme.
Når hvalpen er omkring de 16 uger kan man begynde at præsentere den for “verden udenfor vinduerne” – I starten er det nok med bare at trisse lidt ude på fortovet – lade hvalpen sidde og suge indtryk og så efterhånden øge tiden udenfor. Man skal jo også huske at hvalpe ikke må gå tur – og kun det antal minutter de er i uger – det vil sige at en hvalp i 16 ugers alderen har nok i en tur på 15 minutter af gangen.
Faldt lige over dette indlæg som jeg skrev den 3. jan. 2011 – det passer faktisk perfekt på denne side: https://www.beaglepack.dk/2011/01/en-mening-om-hundeopdragelse/
Forsættes:
