I dag er der gået 1 år siden vi mistede Oscar.
Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige – andet end at det har været et meget svært år at komme igennem, i sær for mig.
Oscar var ikke til at komme udenom – han var om nogen min sjæleven. Han havde evnen til at se lige igennem mig. Han vidste når jeg havde dage hvor mine op og ned ture gjorde hverdagene svære – eller det modsatte. Altid ved min side med sine engleblide øjne og altid klar til at møsse mig på næsen. Når vi var i haven og jeg sad på bænken så var Oscar på plads lige ved siden af mig og lagde sit hoved på mine ben, så vi kunne nusse og “snakke” sammen.
I guder hvor jeg savner ham – ingen ord kan beskrive hvor meget han betød for mig.
Til morgen da jeg kom ned – blev jeg lige ført tilbage til 2. sep. 22 hvor jeg fandt Oscar nærmest i en dødlignende søvn, som jeg ikke kunne vække ham af. Han reagerede overhovedet ikke på min tilstedeværelse. Panikken ramte mig som en mur. Jeg panikkede fuldstændig og blev så vred over at Hr. Mand “bare” var gået om morgenen uden af sige noget til mig. I min desperation ringede jeg til dyrlægen og her kunne veterinærsygeplejersken godt høre på mig at jeg var helt ude i tovene. Langsom fik hun mig talt til ro og vi fik en meget god og dyb samtale – hvor jeg jo godt vidste hvad jeg skulle. Jeg måtte give Oscar fred – fred for den modbydelige kræftknude der voksede i hans næsehule – fred fra hans dårlige bagben – fred for hans nyreproblem (som dog havde bedret sig)
Oscar havde i dagene op til sin død tilkendegivet at han ikke kunne mere. Han var blevet 15 år. Vi havde haft ham siden han var 8 uger gammel – vi havde formet ham til den dejlige beagle han blev – og jeg vidste jeg måtte give slip på ham.
Vi aftalte et tidspunkt senere den samme dag. Jeg fik Hr. mand til at komme hjem. Jeg fik yngste sønnen op – men kunne ikke få fat i ældste sønnen.
Hele formiddagen var vi omkring Oscar. Jeg gik en kort tur med Darwin – men ellers var tiden sat af til Oscar. Yngste sønnen var i haven med Oscar – på Oscars elskede bænk og hvor jeg også sad nogen tid. Vi snakkede om løst og fast og Oscar lå som en rolig støtte og slappede af, Vejret var kanon godt og lige i Oscars ånd.
Ved middags tid kørte Hr. mand og jeg afsted med Oscar. Han var helt rolig på turen til dyrlægen. Jeg tror godt han vidste det. Stille og roligt tog jeg en sidste afsked med Oscar – han møssede mig på næsen. Og 10 min. efter var han væk. Væk for altid – nu er der kun de dejlige minder tilbage også om en stærk personlighed hvis lige jeg aldrig vil komme til at møde igen.
