Jeg er okay – men vi er alle præget af tabet af Oscar. Han har sat så ufattelig mange spor i os og ikke mindst i huset og haven for vi har ladet alt være som det var. Jeg har heller ikke fjernet hans sele, halsbånd eller snor endnu.
Jeg vil lige så kort som muligt fortælle om de sidste 3 uger af Oscars liv – hvor tingene bare forværrer sig fra uge til uge.
Han begyndte i juli måned at nyse og snotte en del hvilket jeg ikke kunne regne ud hvorfor i starten – tænkte det kunne være noget i luften – så gik det lidt i sig selv en periode men vendte så tilbage da vi kom ind i august. Denne gang var der lidt blod i hans snot som bekymrede mig en del. Han var stadig aktiv, spiste og drak og gik sine små ture.
Så var han ved dyrlæge og fik en bredspektret penicillin – som hjalp lidt – men slet ikke nok – vi var nu henne ved hans 15 års fødselsdag – det blev han d. 24 august – så fik han en sprøjte med antibiotika som skulle vare ca 14 dage. Oscar havde udviklet en slags bule i panden – den sad faktisk lige mellem øjnene på ham og den var dyrlægen særdeles bekymret over – for det kunne være en kræft knude. Siden hen står det klart at det højest sikkert har været kræft i næsehulen.
Dagen efter Oscars fødselsdag fik han en kraftig næseblod som vi fik stoppet – men ellers var han rimelig frisk. Han begyndte også at trække sig væk fra os – ville være i haven hele tiden hvor han lå på et tæppe som vi løbene flyttede rundt på. Jeg var en del derude hos ham, Mathias var der også og Oscar måtte ofte bæres ind derude fra – nogle gange kom han selv ind. Oscars adfærd gjorde at mine nerver sad uden på tøjet – jeg var virkelig bekymret men samtidig kunne jeg/vi godt se hvad vej det var ved at gå. Hele perioden var jeg løbene i kontakt med dyrlægen – det skal siges at alle derovre bare har været så søde og støttende – aldrig har jeg fået så meget hjælp – det hjalp virkelig meget.
Onsdag d. 31/8 havde Oscar et opsving – han var glad, spiste og drak, gik endda en lille tur. D. 1/9 faldt han igen helt sammen og holdt op med at spise – der var bare intet jeg kunne gøre. Jeg var bange for den kommende weekend – for Oscar skulle under ingen omstændigheder til en fremmed dyrlæge – det ville vi ikke byde ham.
Fredag morgen d. 2/9 – lå han i en meget dyb søvn – han registrere slet ikke jeg var der. Og her traf jeg så beslutningen. Hr. Mand var taget på arbejde. Jeg ringede til dyrlægen og havde en god lang snak – de ville rydde kalenderen for der skulle være plads til Oscar. Jeg kaldte Hr. Mand hjem – fik Mathias op – men kunne ikke få fat i Simon.
Mathias tilbragte de sidste timer i haven sammen med Oscar hvor han fik taget afsked med ham. Og så kørte Hr. Mand og jeg afsted mod Strib.
Oscar var meget rolig i hele situationen – det var som om han vidste det. Han havde endda overskud til at møsse mig på næsen – kigge mig dybt i øjnene – noget han altid har elsket at gøre – det var som om han sagde at det var okay at give slip på ham.
Det hele foregik uden drama – dyrlægen dæmpede lyset i loftet og lod os alene med Oscar så vi kunne tage en sidste afsked med ham, i fred og ro. Ikke siden tabet af Charlie har jeg hylet så meget som lige der.
Oscar bliver kremeret og han kommer til at ligge i samme type urne som den Charlie ligger i. Lige nu står Charlie på mit skrivebord – men jeg kommer til at flytte lidt rundt da der ikke vil være plads nok. Jeg skal også have lavet et billede af Oscar som skal stå ved siden af urnen. Da der skal graveres i urnen går der lige lidt tid før vi får ham tilbage.
Så kørte vi hjem og siden da er livet bare gået afsted – den uge der er gået siden Oscar fik fred har været så forfærdelig lang at komme igennem – der er blevet så tomt og stille – og værst var det da Hr. Mand tog på arbejde mandag morgen – da gik det for alvor op for mig at jeg nu kun har Darwin tilbage. Jeg hyler når jeg har behovet for det og sådan vil det være en rum tid tror jeg. Udover det har jeg det fint nok.
Darwin har været lidt forvirret og ikke lige kunnet finde ud af det – hvor passede han ind? Han har rendt i hælene på mig – for jeg skulle ikke også forsvinde. Han har ledt efter Oscar ude som inde. Men er faldet lidt til ro nu. Han er igen fra i dag begyndt at opsøge Oscars bur for at ligge enten ovenpå buret ud mod haven eller sove inde i selve buret.
Vi skal ikke have hund igen – det vil jeg ikke gøre mod Darwin – han skal have de sidste år han har tilbage alene kun med os.
