Historien bag Beaglepack

Advarsel: Langt indlæg

I april 2007 mistede vi vores Dalmatiner Pongo grundet en nyre sygdom, han blev kun knap 7 år. Hverdagen blev pludselig meget tom – for man opdager hvor meget sådan en hund kommer til at betyde – så man kan roligt sige at jeg var helt nede at ramme bunden. Lige med et havde jeg oceaner af tid tilovers som jeg ikke anede hvordan jeg skulle udfylde, for den tid jeg havde brugt på Pongo betød at jeg nu sad og gloede tomt ud i luften og trillede tommeltotter – for hvad skulle jeg nu?

Jeg er så priviligeret at jeg altid har gået hjemme fordi jeg er førtidspensioneret – det har betydet en enorm frihed både i forhold til mine børn (som nu er voksne) som i forhold til at anskaffe et kæledyr – for der ville altid være nogen i hjemmet – enten mig selv, mine drenge eller min mand. Skulle hunden passes var der dengang stadig mine forældre og en nabo der kunne træde til, hvis vi ikke kunne være hjemme samtidig.

Efter et par måneder ca. mente min far, at tiden var inde til at kigge efter en ny hund, for han vidste hvor meget det havde betydet, for mig. Samtidig begyndte min mand også at prikke lidt til mig i den retning og både han og min far prøvede at motivere mig til at begynde at kigge mig om efter en ny hund. Vi havde før vi fik hund overhovedet, talt meget om at få kat og det var i sær en bestemt racekat jeg dengang havde i tankerne. Ideen om katten, dukkede op igen – men det ville betyde at der skulle bygges en katte gård til i forlængelse med vores hus – for min kat eller katte skulle IKKE rende frit rundt til gene for naboerne. Jeg har ALTID haft den in mente at uanset om det var hund eller kat – så skulle det ikke gå ud over vores naboer at vi havde truffet det valg – vores valg og vores ansvar – sådan var det og er stadig sådan den dag i dag.

Sorgen efter Pongo var stadig intens – men alligevel begyndte jeg at spekulere lidt over hvilken hund det i så fald skulle være. Det måtte nødvendigvis være noget lidt i stil med Dalmatineren – en lidt selvstændig, samarbejdende race – ydermere skulle den også have det lidt bløde look som Dalmatineren har. Jeg kunne selvfølgelig havde valgt endnu en Dalmatiner – men da vi dengang ikke havde bil selv, havde det ofte været lidt problematisk når han f.eks. skulle til dyrlæge – eller vi gerne ville køre en lidt længere tur og lufte ham. Derfor blev vi enige om at hunden skulle være mindre end en Dalmatiner.

Jeg kiggede først på cocker spaniels – mest fordi det havde vi haft i mit barndoms hjem. Der var dengang flere herude i nabolaget der havde cockere og det er en aldeles vidunderlig hund – dog med lidt mere pels pleje – men det var jo til at overskue. Dog syntes jeg at disse ejere af de her cockere, bare ikke synes at kunne styre dem. Jeg syntes bare de var forfærdelig til at gå i snor og hev afsted med deres ejere. Jeg talte med min far om det, for måske huskede jeg ikke længere så godt, hvordan vores egne cockere havde været? Min far rådede mig fra at anskaffe en cocker. De første vi havde haft havde så meget jagt i sig at de havde det med at stikke af hjemmefra. De krævede enorm meget motion – hvilket gjorde af min far ofte kørte længere væk med dem og lod dem løbe frit på en mark, et sted udenfor byen. Han havde aftale med bonden, som han kendte i forvejen, at vores hunde måtte rende rundt der. Efter at havde været i tænkeboks droppede jeg cockeren.

Så søgte jeg på Cavalier King Charles Spaniel – men fandt at der generelt kunne være en del sygdom (hjerteproblemer) – så det blev også droppet.

Jeg var ikke interesseret i at få en helt lille hund – så den del var helt udelukket.

En nat kom det faktisk helt naturligt til mig. Jeg kom til at huske at nogle af mine forældres venner havde haft Beagler for år tilbage. Jeg huskede dem som meget imødekommende og venlige hunde. Dagen efter begyndte jeg for alvor at studere på Beaglen. Jo mere jeg fandt omkring den – jo mere blev jeg klar over at HER var den race der skulle erstatte Dalmatineren.

Via beagle klubben fandt jeg frem til de forskellige opdrættere – og her blev blikket rettet mod Haderslev – for her var der hvalpe på vej. Jeg kontaktede opdrætter og havde en længere samtale. Vi snakkede rigtig godt sammen og jeg havde en god mavefornemmelse – så vi besluttede at besøge hende og kigge lidt på det hele.

Ved besøget fik vi at vide med det samme – at det ikke var sikkert vi kunne få en af de kommende hvalpe, da der allerede var nogle før os, som stod i kø – og det var jo ikke til at vide hvor mange hvalpe der ville komme?

Vi blev bænket omkring bordet og fik kaffe og snakken gik. På et tidspunkt gik opdrætter ud i køkkenet og da hun kom tilbage var det i følgeskab med to beagler – nemlig mor og søn – sønnen var naturligvis CHARLIE.

Vi fik at vide at Charlie var til genplacering. Han var kommet tilbage, da den familie der havde haft ham ikke længere kunne give ham et optimalt liv da de havde sygdom i familien. Charlie var lige 2½ år på det tidspunkt. Jeg husker stadig det magiske øjeblik hvor Charlie kom til mig og puffede til mit ben – mens han i munden havde et stykke legetøj. Det ville han have jeg skulle tage fra ham, så han kunne få det igen. Den leg stod på en periode – men så huggede hans mor legetøjet til stor utilfredshed fra Charlies side. Charlie gøede sin mor op i hovedet over at hun blandede sig – hvilket jo også var uretfærdigt set med hans øjne.

Da vi var kommet hjem igen – mæt efter en eftermiddag med beagler omkring os – gik tankerne på langfart. Den næste morgen, jeg stod op, var jeg ikke længere i tvivl – Jeg ville give Charlie et hjem her hos os. I løbet af få dage var det hele på plads så han kunne komme op til os og bo. Vi havde en have der skulle indhegnes – så derfor gik der lige 14 dage før vi kunne hente ham. Sankt Hans dag 2007 flyttede Charlie ind.

Der gik lige en tid hvor han skulle falde til. Han havde ikke været vant til at gå ture så meget, hvilket kunne mærkes. Så sommeren igennem trænede jeg ham op til at kunne gå tur igen. Udover det var den gal med indkaldet – men det fik vi også sat på plads i løbet at sommeren. Jeg gik ofte lange ture i vores “område” hvor han havde lang snor på og det nød han rigtig meget. Hjemme knyttede han sig meget til mig og med tiden blev han min sjæleven – ingen tvivl om at han og jeg havde noget sammen. Dog virkede han lidt ensom på trods af at vi alle var om ham – han knyttede et stærkt bånd til vores ældste søn og lå ofte og sov sammen med ham – senere igen blev det mere og mere sønnen der gik med ham om eftermiddagen og det forsatte sådan. Vi besluttede ud fra Charlies behov at han skulle have en legekammerat. Der var hvalpe på vej, som skulle fødes i august 2007 og her fik vi i efteråret samme år, følgeskab af Oscar, som flyttede ind 8 uger gammel.

Charlie viste sig at være den helt perfekte “legeonkel” Han opdrog Oscar både med hård og blød pote – på sin helt egen personlige måde. Gad han ikke Oscars selskab – ja så vendte han bare ryggen til og så var den potte ude. Generelt havde Charlie den måde – at gad han ikke andre hunde – så satte han sig med ryggen til og det var noget der blev forstået.

Jeg har aldrig mødt en hund der i den grad kunne fortælle når klokken var slået og det var tid at spise – at gå tur – at hygge – at stå op om morgenen – at gå i seng om aftenen – Listen er lang – som Charlie kunne. Charlie havde et fantastisk krops sprog og ikke mindst sprog. Han kunne snakke ørerne af os og han snakkede rigtig meget. Vi kunne føre samtaler med ham – vi sagde noget og han svarede tilbage.

Oscar og Charlies venskab blev unikt – de to havde det super i hinandens selskab – men der var ingen tvivl om at det var Charlie der var lederen. Vi kunne som godt havde nøjedes med de to – men da Oscar var omkring 2½ år blev han overfaldet af en Sankt Berner som bed ham og det gjorde at han blev rigtig bange for at komme ud at gå. Derfor snakkede vi om, at han skulle have en slags “oprejsning” – dels ville vi hjælpe ham til at få tilliden tilbage – da intet hjalp, og vi prøvede en del – besluttede vi os for at få en 3. beagle.

Sidst i maj 2010 flyttede en fræk og kvik Darwin ind. Oscar reagerede ved at blive forvirret. Han kunne ikke finde ud af hvordan han skulle begå sig – mens Charlie derimod var som han altid havde været – den der overordnet gød olie på vandet når det kom i oprør. Jeg besluttede ved hjælp af opdrætter at lukke Charlie væk – mens Oscar var sammen med Darwin – for at Charlie ikke kunne gå imellem de to for at skærme Oscar. I løbet af 14 dage, hvor vi tog Oscar og Darwin sammen – da skete miraklet – Oscar fandt melodien i forhold til hvordan han skulle begå sig over for Darwin og langsom voksede hans selvtillid. Han kunne igen gå tur og det venskab der opstod mellem Darwin og ham voksede. Charlie holdt sig altid lidt i baggrunden – det var som om han forstod at Oscar også have noget at “sige”.

Oscar og Darwin er tæt i familie med hinanden – da det er Oscars kuldbror der er far til Darwin.

Der har aldrig i de år hvor vi har haft 3 bagler sammen været noget som helst imellem dem. De er kommet så fint ud af det med hinanden og det har været en fryd af følge dem og deres venskab. Arbejds mæssigt – har det naturligvis givet mere arbejde at have 3 hunde sammen. 3 der skulle på gå tur – hver for sig – 3 der skulle have mad – div. dyrlægeregninger hen af vejen – vask af tæpper og en beagle har mange tæpper 😉 – bare for at nævne nogle punkter – men alt det blegner i forhold til den glæde de har givet os hver i sær gennem årerne.

Charlie dannede springbrættet for vores beaglepack og det vil jeg ALTID være taknemmelig for – for uden ham i mit liv – havde jeg ikke fået den erfaring jeg har nu. Grundlæggende er hunde sproget enormt vigtig for et menneske at kende – for kun derved lærer du din hund at kende – og det sprog lærte jeg af Charlie